Bevægelse
Vi har et ønske om at eleverne oplever, at de som mennesker er i verden og dermed er en del af en større sammenhæng – Et gensidigt forhold mellem mennesket, naturen og verden.
Vi har et ønske om, at eleverne forstår at mennesket er en hel organisme bestående af krop og sind. Spørgsmålet kunne være Har jeg en krop eller er jeg en krop?
Formål
Faget bevægelse er en del af treenigheden: Hånden, ånden og hjertet. Formålet er, at alle elever, gennem forskellige fysiske aktiviteter, får mulighed for at opdage, opleve og forstå sig selv gennem kroppen i samspil med andre. Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og det at indgå i et forpligtende fællesskab. Gennem de valgte aktiviteter får eleven mulighed for at finde og flytte egne grænser. Eleverne skal opleve, at de ved at bevæge sig og arbejde kropsligt får mere energi og overskud både fysisk og mentalt. Den måde, vi bruger vores energi på sammen med mængden af energi, vi har til rådighed, bestemmer, hvordan vi lærer, reagerer, restituerer og udtrykker os i forskellige situationer. Kroppens energiprocesser er forbundet med graden af liv i kroppen.
Mål:
- At eleverne har en god grundform, bliver glade for at bevæge sig og være fysisk aktive.
- At eleverne oplever, at de gennem bevægelse får mere energi og overskud både fysisk og mental.
- At eleverne opnår en bedre kropsbevidsthed dvs. koordination, balance, yndefuldhed/ smidighed.
- At eleverne opnår en bedre kropbevidsthed - en forståelse af at være en hel organisme af krop og sjæl.
Delemner
Op/ nedvarmning: Eleverne vil gennem teori og praksis blive introduceret til hensigtsmæssig opvarmning og forberedelse til de forskellige aktiviteter både fysisk og mentalt. De vil også lære betydning af hensigtsmæssig nedvarmning og udstrækning af muskler, for bevarelse af smidighed og forebyggelse af ømhed, slid og skader.
Fysisk træning: Det er vigtigt være i god fysisk form for at forebygge skader, sygdom og for at få så meget ud af ikke bare undervisningen, men livet som muligt. Den fysiske træning vil bestå af styrke-, konditions-, hurtigheds- og smidighedstræning.
Løb: Der vil blive fokuseret på grundliggende løbeteknikker, åndedragsteknik, samt opbygning af personligt løbeprogram for forbedring af elevens kondition, styrke og løbeevne, uanset elevens udgangspunkt.
Over foråret vil eleven stifte bekendtskab med forskellige former for- og dicipliner inden for løb, såsom orienteringsløb og interval løb, og løb i terræn.
Dans: At bevæge sig til musik eller rytmer. Her arbejdet vi med forskellige former for dans. Vi vil danse folkedans/ fællesdans til traditionel folkemusik og andre musikgenre, som passer til dansen.
Ekspressiv dans: gennem fantasi og intuition kommer det personlige og individuelle til udtryk i dansen.
Støvledans: (human-body-drumming) Med to sammenrullede aviser, som bruges som trommestikker på kroppen, laves rytmer sammen med bevægelse. Det er også meget nærliggende at bruge stemmen som instrument. Støvledans er en fællesdans som danses i forskellige formationer og er speciel god til træning af puls, koordination og samarbejde.
Pardans: Her handler det om at føre og blive ført – at tage ansvar/ vise vej og turde give sig hen/ slippe kontrol. Det handler om at tilegne og integrere forskellige bevægelsesmønstre hvor ’Jeg’ og ’Du’ smelter sammen til et ’Vi’ - i et fælles udtryk.
Kamp: Kamp skal der til! Men hvornår er det nok?
Kamp kan være brutal og meningsløs men også uundgåelig. Denne del af faget er med til at skabe en kultur omkring livets udfordringer og kampen for integritet, samt giv eleverne værktøjer til at håndtere nederlagets nødvendighed.
Gymnastik: Gennem opvarmning og fysisk træning, håndredskaber, lege og dans, rytmiske forløb og længere serier arbejder eleverne med gymnastikkens grundelementer: vægtoverføring, afsæt, tyngde/sving og kraft. Disse elementer skal samles i længere serier indeholdende markerede, svingende, flydende og legende bevægelsesmønstre. En anden del af gymnastikken er springgymnastik, hvor der arbejdes mere med behændigheder og springgymnastik, som bukkespring, salto, behændigheder over plint m.m.
Eleverne skal undervises i at lære at stå frem, gå foran og arbejde sammen, ved at lave en gymnastikopvisning.