Friluftsliv
Overordnet formål:
Friluftsliv er et linjefag hvor eleverne vil prøve kræfter med naturen og udendørslivet.
Eleverne vil komme til at arbejde med deres grænser, og forhåbentlig rykke dem, både mentalt og fysisk.
Formål:
Formålet er først og fremmest at eleverne får nogle gode oplevelser i- og med naturen; samt at eleverne opnår indsigt og kompetencer i forskellige måder at færdes i naturen på, som gør dem i stand til selv at planlægge og gennemføre sådanne aktiviteter til lands og til vands på betryggende måde.
Deltagerforudsætning:
Faget er for alle der vil tilegne sig færdigheder og kompetencer for færden i naturen, og opleve velvære ved at prøve kræfter med egne grænser gennem træning og fysisk aktivitet i naturen.
Deltagerantal: ca. 12
Indhold:
Vi skal bruge nogle af fjordens mange muligheder ved bl.a. at sejle kajak, bade i høje bølger, genvinde varmen i sauna, snorkle og lære om dyrelivet i fjorden.
Vi skal lære om navigation til vands og til lands, rapelle, klatre på væg og i træer, og lære at sikre, og tilrigge udstyr og ankre.
Desuden skal vi på friluftsture, lære knob og stik, lave bål, og mad over bål, sove under åben himmel og kigge på stjerner.
Vi skal løbe orienterings og forhindringsløb, og cykle mountainbike i skoven, og desuden udnytte områdets muligheder for udeliv året rundt.
Vi skal lære om sikkerhed og simpel førstehjælp.
Kajak: Eleven vil have mulighed for at opnå fortrolighed med – og sikkerhed i kajakroning i forskelligt vejr, herunder roteknikker, enkelt- og makkerredning i hårdt vejr. Eleven vil i perioder arbejde praktisk såvel som teoretisk med sikkerhed til søs, navigation, vejrforhold, samt lære at behandle og vedligeholde al udstyr. Målet er at opnå færdigheder som sikrer at eleven på egen hånd sikkert vil kunne begå sig på vandet i mindre fartøjer.
Timetal m.m.
Liniefaget er tildelt 5 undervisningslektioner pr. uge. Faget er helårligt.
Prøver m.m.
Faget er ikke prøveforberedende.
Obligatorisk m.m.
Faget er valgfrit.
Redaktør:
Ricky Hansen